Topbillede Foreningsportalen

Medlemstilskud

Aktivitetstilskud: Alle folkeoplysende idrætsforeninger i Furesø Kommune, som arbejder med børn og unge under 25 år, som er bosat i Furesø Kommune, kan søge om Medlemstilskud

 Indholdsfortegnelse (genveje)

1. Hvem kan søge Medlemstilskud?
2. Hvordan beregnes medlemstilskuddet?
3. Hvad ydes der ikke tilskud til?
4. Hvornår er ansøgningsfristen?
5. Hvornår udbetales tilskuddet?
6. Dokumentation


1. Hvem kan søge Medlemstilskud? 

Alle folkeoplysende idrætsforeninger i Furesø Kommune kan søge Medlemstilskud til foreningens aktive og betalende medlemmer under 25 år. Dog ydes der kun tilskud til medlemmer under 25 år fra udenbys kommuner svarende til 25 % af foreningens unge under 25 år med bopæl i kommunen.

I Medlemstilskuddet indgår der yderligere et supplerende Medlemstilskud, som ydes til samtlige af foreningens aktive og betalende medlemmer over 25 år, uanset bopælskommune, såfremt min. 25 % af foreningens medlemmer er unge under 25 år.


2. Hvordan beregnes medlemstilskuddet?

Tilskuddet beregnes på baggrund af foreningens medlemsopgørelse (antal af medlemmer) per 31. december og to år før det år, der søges tilskud til. Medlemmer, der fylder 25 år i dette regnskabsår, kan medregnes som medlemmer under 25 år.

Tilskuddene fordeles blandt indkomne og berettigede ansøgninger ud fra et årligt afsat rammebeløb. Tilskuddet udgør 165 kr. per medlem under 25 år, og 30 kr. per medlem over 25 år (supplerende Medlemstilskud).

Medlemstilskuddet per medlem kan dog højst svare til den kontingentsats, som de enkelte medlemmer betaler. Ved kontingentsatsen forstås det beløb, som foreningen har besluttet, at samtlige medlemmer i en bestemt kategori skal betale. Her medregnes ikke variable bidrag, som ligger udenfor de generelle kontingentsatser. Familiekontingent omregnes til kontingentsats med 1/3 pr. medlem. Kontingentfri trænere/ledere under 25 år kan ikke medregnes.

Skulle det ansøgte beløb overstige rammebeløbet, vil tilskuddet blive procentvis tilsvarende mindre. Dog ydes der maks. 489,25 kr. per aktivt betalende medlem i foreningen.

Dette loft gælder for foreningens samlede Aktivitetstilskud: Medlemstilskud, supplerende Medlemstilskud og Træner- og instruktørtilskud.


3. Hvad ydes der ikke tilskud til?

Der udbetales ikke tilskud i forbindelse med de medlemmer, der ikke er aktive. Folkeoplysningsudvalget kan i den forbindelse bede om dokumentation for foreningernes aktiviteter.

Såfremt Folkeoplysningsudvalget ikke kan godkende aktiviteterne (helt eller delvist) som værende regelmæssige, kontinuerlige og tilrettelagte, gives der ikke Træner- og instruktørtilskud


4. Hvornår er ansøgningsfristen? 

Ansøgningsfristen er den 1. oktober året forud for det år, der søges om tilskud til.


5. Hvornår udbetales tilskuddet?

De foreninger, der har søgt om medlemstilskud per 1/10, og som er berettiget hertil, vil i løbet af december måned få oplyst størrelsen af et evtentuelt tilskud.

Den ene halvdel af tilskuddet bliver herefter udbetalt inden den 1. februar i tilskudsåret.

Den anden halvdel af tilskuddet bliver udbetalt den 1. september i tilskudsåret, dog kan dette beløb justeres, såfremt foreningens regnskab fra forrige tilskudsår giver anledning til det.


6. Dokumentation

Som dokumentation for indbetalte kontingenter skal foreningen vedlægge en medlemsliste, der viser beregninger for de tilskudsberettigede medlemmer.

Listen skal indeholde medlemmernes fornavn, efternavn, adresse, fødselsdato samt faktureret kontingent, betalt kontingent samt evt. kontingent i restance.

Nederst på listen skal summen af betalt kontingent summeres.

I relation til dokumentation henvises der til de generelle retningsliner om Regler for regnskabsaflæggelse, som Furesø Kommune skal følge i forbindelse med udbetaling af tilskuddet.






Sidst opdateret 24. august 2016

» Kontakt

Kultur og Idræt

Furesø Kommune
Stiager 2
3500 Værløse


Brevpost
Al brevpost skal sendes via Digital Post


Tlf.: 7235 4730
E-mail: fritid@furesoe.dk

Åbningstider:

Mandag-onsdag: 10:00 - 14:00
Torsdag: 10:00 - 17:00
Fredag: 10:00 - 14:00